Center for Vildtsunhed undersøger råvildtets almene sundhed

18-05-2010

Med premieren på bukkejagten lød også startskuddet til et nyt projekt, hvor jægerne kan være med til at overvåge sundheden i de danske rådyrbestande.

Center for Vildtsundhed opfordrer derfor jægere fra hele landet til at indtaste oplysninger, der kan dokumentere sundheden i de lokale rådyrbestande, på hjemmesiden www.vildtsundhed.dk.

På hjemmesiden vil man i et spørgeskema kunne indtaste oplysninger om bl.a. nedlagte rådyrs vægt, alder og køn samt eventuelle sygdomstegn. Det tager kun nogle få minutter at udfylde spørgeskemaet.

Formålet med undersøgelsen er at få et bedre kendskab til den generelle sundhedstilstand hos de danske rådyr, så det er vigtigt at understrege, at oplysninger om såvel syge som raske rådyr er relevante for undersøgelsen.

På baggrund af jægernes oplysninger vil det være muligt at vurdere fx forekomsten af sygdomme og hvilken betydning landskabsmæssige forhold har for sundheden i de lokale bestande.

Center for Vildtsundhed håber, at ikke bare jægere, men også andre, der møder fx trafikdræbte rådyr, vil deltage i undersøgelsen. Et af forskningsprojektets succeskriterier er at indsamle flest mulige oplysninger fra hele landet.

Denne indsamling af oplysninger vil foregå sideløbende med undersøgelser af råvildt som DTU Veterinærinstituttet foretager.
Center for Vildtsundhed er et tværfagligt forskningssamarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet og DTU Veterinærinstituttet. Centeret er finansieret af Skov- og Naturstyrelsen med medfinansiering fra DTU Veterinærinstituttet og DMU.

Kontaktpersoner
Biolog Ole Roland Therkildsen, DMU, oth@dmu.dk, tlf. 4020 3227
Seniorforsker Anne Sofie Hammer, DTU Veterinærinstituttet, ansh@vet.dtu.dk, tlf. 2095 6453