Gode råd før efterårets hagljagt på råvildt

28-09-2007

På mandag den 1. oktober starter den store efterårsjagtsæson, hvor bl.a. råvildtet igen må jages. I mange egne af landet er det samtidigt starten på en sæson, hvor råvildt bliver jaget med hagl.

Hagl kan være uhyre effektivt til råvildt, hvis blot nogle simple spilleregler overholdes. Her tænkes i første omgang på en maksimal skudafstand på 20 meter og kun i sideskud. Men erfaringsmæssig er der tre ting som jægerne typisk kan gøre bedre ved hagljagt på råvildt, set fra en legitimeret schweisshundeførers side:

Brug forsvarlige hagl
En af de fascinerende ting ved efterårsjagten er, at man aldrig med sikkerhed ved hvad jagtdagen bringer. Typisk er de jagtbare arter alle fri til afskydning på dagen, og står man på post har mange derfor tendens til at lade op, så man er klædt på til alt vildt fra sneppe til råvildt!

Teoretisk set er det da også snedigt nok med en #7 patron i det ene løb og en #2 patron i det andet løb. Men i praksis er det de færreste, der lige får stillet løbsvælgeren på det rigtige" løb, når skudchancen pludseligt opstår.

Derfor anbefales det at lade op med egnede patroner til råvildt i begge løb, hvis man agter at skyde råvildt med hagl på dagen. Du kan godt skyde en sneppe med #1 hagl, men #7 hagl til råvildt det dur ikke!

Anbefalet haglstørrelse til råvildt:
Tunge hagl (bismuth og tungsten) #1-4 - udgangshastighed min. 370m/s
Lette hagl (Stål, Tin og Zink) #1-2 - udgangshastighed min. 400m/s
(Kravene til udgangshastighed er for øvrigt lovkrav fra 1. september 2009!)

Skyd efter bladet
Mange jægere er af den opfattelse af det velrettede haglskud på råvildt sidder i hoved- og hals. Hagl i centralnerve systemet (hjerne og rygmarv) er da også øjeblikkeligt dræbende. Men anskydninger opstår ikke når skuddet sidder, hvor man ønsker - men når det sidder i nærheden af hvor man ønsker!

Hagl i halsen som ikke slår ind i halshvirvlerne, slår ikke dyret øjeblikkeligt ihjel, men kan give meget svære skader på luft- og spiserør, hvilket kan overlade dyret til en kummerlig skæbne.

Hagl i hovedet som ikke slår ind i hjernen, dræber ikke dyret på stedet, men kan i værste fald blot blinde dyret, eller måske fratage det muligheden for at tage føde til sig. Billedet viser et haglskud til en buk, hvor haglene skød snudepartiet i stykker og topsprossen af opsatsen, hjernen var uskadt.

Skyd altid efter bladet på råvildt. Her er der absolut størst margin for fejl.

Lad være med selv at foranstalt eftersøgninger
Råvildt jages oftest med hagl på selskabsjagter, hvor der er optil flere hunde til stede. Der er derfor ofte nærliggende lige at prøve en af de hunde, der er ved hånden til at efterkontrollere, hvad der er sket. De fleste jægere har "desværre" oplevet denne metode give positivt resultat før eller siden, hvorfor man kan foranlediges til at tro at det er Metoden.

Problemet er blot, at det kun er en meget rutineret schweisshund der kan afgøre om et dyr er ramt eller ej. Ligeledes er der stor sandsynlighed for, at jægerne og deres hunde under egen eftersøgning får rejst det anskudte dyr og derved får det skræmt unødigt væk.

Er der derfor skudt til et stykke råvildt, som ikke er umiddelbart leveret, er det bedste blot at markere anskudsstedet med at hattebånd el.lign. for dernæst med det samme at rekvirere en legitimeret schweisshundefører. Schweisshundeføreren får derved de bedste betingelser for at planlægge eftersøgningen.

 

Husk!: Ved anskydning er det kun en legitimeret schweisshundefører, der lovligt kan afgøre om dyret kan findes eller ej (jfr. bekendtgørelse om eftersøgning og aflivning af nødstedt vildt §1 stk. 1).


Knæk og bræk i den forestående sæson.
-MF-



"