Pas på ved affangning

Jagtsæsonen og dermed eftersøgningssæsonen er i fuld gang. De legitimerede hundeførere har travlt med at eftersøge og aflive nødstedt vildt. Særligt det sidste kræver ro og overblik fra hundeføreren.

En episode fra den netop overståede weekend understreger, hvor galt det kan gå, hvis uheldet er ude. Der er skudt til et rådyr med hagl. Dyret er set flygte med et brækket løb med en hund (en krydsning mellem terrier og gravhund) efter sig. Da eftersøgningen iværksættes har hunden været væk i to timer.

Schweisshundeføreren udreder uden de store vanskeligheder sporet. Undervejs ses der intet til jagthunden. I en ældre granbevoksning får jagthundens ejer, som er med som ubevæbnet hjælper, øje på rådyret, som ligger ned, men med hovedet oppe. Dyret er altså tydelig afkræftet. Dyret ligger op af nogle stormfældede træer, der er derfor ikke mulighed for at se, om jagthunden er bagved dyret, og det er derfor ikke forsvarlig at affange dyret med skud.

Hunden slippes derfor og tager da også dyret uden problemer. Hundeføreren går hen og sætter sig på dyret for at affange det med kniv. Han har kun fået sin affangningskniv med, hvorfor han er nød til at stikke den i nakkehullet. I det han stikker den, sparker dyret en sidste gang, hvor den jager benpiben fra det brækkede bagløb igennem hundeførerens bukser m.v.
Lykkeligvis glider benpibens skarpe kant af på ballen, og laver derfor kun en 7-8 cm lang overfladisk flænge. Ved lægevagten behandles skaden med stivkrampevaccination, og hundeføreren bliver sat på en 8 dages skrap antibiotikabehandling.

Nu gik det forholdsvis heldigt i dette tilfælde, men var den skarpe benpibe blevet jaget ind i låret eller ballen på hundeføreren, ville der med sikkerhed være opstået et mere kompliceret sår. I værste fald ville pulsåren i benet kunne være blevet ramt etc. Der er derfor altid meget god grund til at tænke sig grundigt om i forbindelse med affangning. Hver gang man forsvarligt kan afslutte dyrets lidelser med skud, da er det klart at foretrække! Men i situationen her gjorde den potentielle tilstedeværelse af en jagthund, at det ikke ville være forsvarligt.

Selv når hunden har taget dyret, er det mest forsvarligt selv som hundefører, om muligt at afslutte affangningen med kniv - og da helst ved stik i hjertet / de store blodårer over hjertet. Dels er man som hundefører forpligtet til, at aflivningen foregår så hurtigt og effektivt som muligt, dels vil hunden også kunne blive slemt tilredt af evt. skarpe benpiber m.v.

-MF-