Ræveskab har bredt sig til Sjælland
Den uundgåelige og triste udvikling i spredning af sygdommen skab, som længe har været forventet, er nu en realitet.
Det første tilfælde af ræv med skab på Sjælland er nu dukket op hos en ræv fra egnen omkring Helsinge, oplyser Danmarks Veterinærinstitut.Det er dermed en kendsgerning, at den for rævene så alvorlige sygdom, som indtil nu har huseret blandt rævene på Amager, er kommet til Sjælland, og oven i købet et sted, der ligger så fjernt som 70-80 kilometer i luftlinie fra Amager.
Den syge ræv var gennem et stykke tid blevet observeret i Ejlstrup syd for Helsinge, og den sjette december blev den nedlagt af en jæger og givet videre til dyrlæge Jens Bakkegaard fra Helsinge.
Han sendte ræven videre til Veterinærinstituttet i Århus, som nu har meddelt, at der er ræveskab på sjælland.
Skabmider fra ræven kan angribe hunde, og jægere bør være opmærksomme på symptomer som rødme, varme, hårløshed og små sår på de angrebne områder.