Et sikkert forårstegn
Det er sikkert og vist - foråret er kommet ! Hundeførere vrimler ud fra alle verdenshjørner for at træne deres hunde. Før i tiden var perioden fra 1. februar til 16. maj en stille tid for hundeførerne, hvor en enkelt trafikeftersøgning i ny og næ, kunne give afveksling fra træningssporene. I dag har mange hundeførere mange trafikeftersøgninger på denne tid af året, og træningssporene er knapt så vigtige. Det er dog desværre således, at trafikeftersøgninger ofte giver mere anledning til frustration end til motivering for hunden, og et træningspor, for at opretholde gejsten, kan derfor være nyttigt. Interessen for sporarbejde er også stor for øvrige jægere, og vi får lige nu rigtig mange henvendelser vedrørende anskaffelse af blod / schweiss til træning.
Mange er forudseende og samler selv schweiss i løbet af jagtsæsonen. Har man ikke haft mulighed for dette, må man i stedet træne på okseblod.
Schweiss-sekretariatet har desværre ikke et lager liggende af hverken blod eller schweiss, og vi kan kun opfordre til, at man søger egne kontakter i den samenhæng.
Man kan spare meget blod, ved at arbejde med færtsko. Dette gør at det er en meget lille mængde schweiss der behøves for at udlægge et spor, og man kan til og med lægge spor uden schweiss. Klovene kan fryses og holder til mange træningspor så længe de ikke tørrer ud.
-TB-