Schweiss-registret består af ca. 200 frivillige schweisshundeførere, der med deres specialtrænede hunde kan opspore påkørt og anskudt vildt (primært hjortevildt). Alle Schweiss-registrets hundeførere er legitimerede af Naturstyrelsen til at løse denne opgave, og de har bl.a. lov til at eftersøge og aflive anskudt eller påkørt vildt på privat grund, uden foregående tilladelse fra ejeren.
Læs mere om Schweiss-registrets historie.
Organisation
Schweiss-registret udspringer af jagtlovgivningen, og hører derfor til i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, der er statslig myndighed for jagt- og vildtforvaltning. Det er således Styrelsen for Grøn arealomlægning og vandmiljø, der er ansvarlig for Schweiss-registret og stiller økonomiske ressourcer til rådighed for Schweiss-registret. Naturstyrelsen varetager, efter aftale med Styrelsen for Grøn arealomlægning og Vandmiljø, opgaven med Schweiss-registret.
Schweiss-registret og de legitimerede schweisshundeførere administreres til dagligt af Schweiss-sekretariatet. Sekretariatet er en del af Naturstyrelsen, og er placeret hos Naturstyrelsen Blåvandshuk. Ønsker man at kontakte Schweiss-registret er det derfor Schweiss-sekretariatet, man skal henvende sig til
Schweiss-koordinatorer
Hundeførerne er delt op i 11 geografiske regioner, og i hver region vælges en hundefører som koordinator. Koordinatorens opgaver er bl.a., at:
- Være det regionale bindeled mellem hundeførerne og Sekretariatet,
- Være det regionale bindeled til eksterne samarbejdspartnere, herunder Danmarks Jægerforbunds kredse, jagtforeninger m.m.,
- Indgå i håndtering af personsager, der direkte involverer regionale hundeførere, og
- Indgå i processen omkring optagelse af nye hundeførere i regionen.
Koordinatorerne og Sekretariatet holder 2-3 møder årligt, og du kan finde en oversigt over de 11 koordinatorer.
Schweissudvalget
Schweissudvalget har en rådgivende funktion overfor Naturstyrelsen, og har til formål at rådgive Naturstyrelsen i spørgsmål om schweissarbejdet, der enten stilles af Naturstyrelsen, eller som udvalget tager op af egen drift.
Schweiss-udvalget og Sekretariatet holder 2 møder årligt.
Schweiss-udvalget består af:
Formand
Claus Lind Christensen, Danmarks Jægerforbund
Øvrige medlemmer
Peter Busck, Vildtforvaltningsrådet
Rikke Ege Høilund, Vejdirektoratet
Dennis Lange, FDM
Lars Holse, Dyrenes Beskyttelse
Lars Jensen, Danmarks Jægerforbund
Bennet Onsvig, Koordinatorrepræsentant
