Bukkejagten 2005 er slut

17-07-2005

Fredag aften lukkede bukkejagtssæsonen 2005. Bukkejagten er traditionelt set den mest travle tid på hele året for schweisshundeførerne.

Bukkejagten 2005 har også været travl for de fleste hundeførere. Der har dog været meget store lokale forskelle i mængden af eftersøgninger.

De registrerede hundefører skal indrapportere deres eftersøgninger til Skov- og Naturstyrelsen. Tidsfristen for at indrapportere jagteftersøgninger er først 31/3 2006. Der er dog mange hundeførere, som er begyndt at indrapportere løbende via hjemmesiden.

Således er der i alt 87 af de 163 hundefører som har indsendt rapporterne løbende gennem bukkejagten. Disse 87 hundefører har i alt indrapporteret 1.556 bukkeeftersøgninger pr. dags dato.

Hvis man ser tilbage på bukkejagten 2004, så var 40%, af de i alt 2.907 bukkeeftersøgninger, indrapporteret ved bukkejagtens afslutning. Det ser dog ud til, at der er en større andel af eftersøgninger, som er indrapporteret på nuværende tidspunkt. Det skyldes formentligt at flere hundefører har gjort sig det til en god vane at indrapportere løbende. Alle usikkerheder til trods, ser det dog klart ud til, at der har været flere eftersøgninger i bukkejagten 2005 end tidligere.
 
eftersogning_sommer.jpg

Fra flere af hundeførerne forlyder det dog at der har været flere kontroleftersøgninger end tidligere, hvilket vidner om at jægerne er blevet mere bevidste om at få en schweisshund ud for at lade tvivlen komme bukken til gode.

Der har dog også været steder hvor denne øgede bevidsthed om eftersøgninger, har ført med sig at jægerne selv har forsøgt sig med eftersøgning, førend end schweisshunden er blevet tilkaldt! Det er ærgerligt for alle parter i det mulighederne for at få fat i den anskudte bukke falder markant, hvis jægeren selv har fået rejst dyret fra det første sårleje. Det er derfor at gøre vildtet såvel som sig selv en kæmpe bjørnetjeneste at forsøge selv at eftersøge bukken, i stedet for først, som sidst at rekvirere en registret schweisshund.

-MF-